hortofilia

I dag vandede vi surbundsbedene igen - utroligt at det er nødvendigt her på tærsklen til oktober. Waterlily har jeg vist før - i dag viser jeg den sammen med en helt lys version, som står et skyggefuldt sted. Sidste år startede waterlily også helt lys og blev derefter mere og mere pink. I år var den pink lige fra starten.               Efter et par dage er den lyse version allerede blevet mere pink. Konklusion: sidste år fik vi og de nøgne jomfruer alt for lidt lys. Vores bedste sølvlys står i køkkenhaven - den blærer Særen sig med hvert år. Det er nu også imponerende, at den blomstrer ganske pænt i år helt uden at være  blevet vandet. Løvet er selvfølgelig temmelig medtaget. Efterårsfarverne kommer krybende. Denne cornus har nogle få knaldrøde blade, som stikker i øjnene selv i gråvejr. Tulipantræet begynder at blive gult, lidt ligesom folk, der starter med en enkelt, totalt gråhåret lok. Ananaslilje kan præsentere masser af frø. Hylden black lace har

Normalt bestræber jeg mig på at finde nye motiver til mine indlæg; men i dag går jeg den modsatte vej og viser motiver, som jeg har brugt tidligere. For mig er det interessant at se, hvilke planter vi har glæde af hvor længe. Clematis, dahlia, violfrøstjerne, solhat og indianermynte har virkelig budt ind i lang tid.               

Something new: paeonia cambessedesii og heuchera spellbound. Something borrowed Something blue   Og, nej, der skal ikke være bryllup på matriklen, selvom vejret ville have været fantastisk til det. Jeg vil slutte med to roser: Händel og Pat Austins 3. blomst i år. Og årets allersidste liljeblomst

I weekenden fejrede vi Thomases 2 års fødselsdag i København - en vigtig milepæl - og bagefter var det spændende at komme hjem og se, hvad der var sket i haven, også selvom tempoet derude er faldet markant. Det første, der mødte os, var vinget benved i indkørslen, hvis typiske efterårsfarve er godt på vej. På gårdspladsen blomstrede vores agapanthus endnu, og den blå hortensia lå og rodede på stenpikningen. Krukkens bund er åbenbart for lille og ustabil, når turbulensen virkelig tager fat. I haven var den hvide og den fyldte colchicum sprunget helt ud. Det gamle staudebed er ikke ligefrem et brag af efterårsfarver  at komme hjem til- især ikke set på afstand og på en gråvejrsdag som i dag. Hvis man går tæt på, og det er jo ideen med stierne i bedet, er der dog stadigvæk masser af blomster, hovedsageligt i forskellige nuancer af pink og lilla og blåt.

Nøgen jomfru dukker efterhånden op flere steder rundt omkring i haven.     Den hvide speciosum album og den fyldte waterlily  står på spring til at springe ud. Asters holder jeg meget af i deres mange forskellige udformninger, men det ærgrer mig lidt, at jeg ikke kender alle navnene. Vernonia hører til blandt kæmperne. For at fotografere den oppefra ville jeg være nødt til at bruge en trappestige. Staudeklematissen herunder har jeg forgæves forsøgt at fordrive  fra haven; men den bliver stædigt ved med at dukke op. Stort og småt