tirsdag den 17. oktober 2017

Gardeners World

I dette haveår har jeg troligt en gang om ugen logget på youtube for at se den seneste udsendelse af  Gardeners World. Ikke alle udsendelser er selvfølgelig lige interessante; men så kan man jo heldigvis zappe hen til de afsnit, man gerne vil se. I  den seneste udsendelse var der flere indslag, der fik mig til at spidse ører.


Det første handlede om det opstammede ambratræ liquidambar styraciflua "Gumball". F.eks. Jespers Planteskole skriver om det, at det i efteråret får "kraftige høstfarver fra gul-orange over kraftig rød til violet." Helt så enkelt er det imidlertid ikke. Vores træ, som ses herover, har i de fem år, vi har haft det, endnu ikke vist den mindste antydning af  efterårsfarver.


http://rachelcallaghanlandscapearchitect.blogspot.dk/2013/06/liquidamber-gumball-standards.html

Eksperten på Gardeners World har to løsninger, hvoraf den ene ligesom ikke er relevant for os, nemlig varme dage efterfulgt af kolde nætter - vi har efterhånden ingen af delene:-(
Den anden løsning er at tilføre jorden nogle håndfulde svovlsur ammoniak i marts, hvis jorden  ikke i forvejen er sur, og det er vores ikke.
Når man googler billeder af træet, er nok 90% af dem grønne, så jeg har på fornemmelsen, at efterårsfarverne generelt er en sjælden foreteelse. Heldigvis synes vi også godt om træet "in the green". Vinget benved, som kommer til sidst i indlægget, viser derimod efterårsfarver hvert eneste år, men er så noget mindre interessant resten af året.


Det næste tip handlede om løglægning. Monty Don, der som os har ret tung lerjord, fortæller, at han altid lægger en skovlfuld grus i hullet, når han lægger løg. Det vil jeg bestemt ogå gøre, når jeg skal i gang med løglægningen.  De narcisløg, jeg er kommet til at grave op her i efteråret, ser nemlig ikke ud, som om de trives ret godt, og en dahlia, der ikke har blomstret ret meget, var næsten rådnet væk.

Tetrapanax papyrifer/ rispapirplante

Det tredje indslag handlede om eksotiske planter og ikke mindst deres overvintring, og her konkluderede Monty Don, at det ikke er kulden, men vinterfugten, der gør det af med de planter, der ikke bliver taget ind om vinteren. Jeg giver ham fuldstændig ret; men overvintringen bliver jo ikke simplere af den grund.
frø af vinget benved

Det sidste tip gik på at så lathyrus nu for at få en tidligere blomstring næste år. Det skal jeg lige have vendt med køkkenhavemesteren, for det er ham, der plejer at så lathyrus.
vinget benved/ euonymus alatus

Lys i haven er ved at være noget af et tema på bloggene, så jeg prøver at hoppe med på vognen.
                                                                               

søndag den 15. oktober 2017

Lidt søndagsguf

I dag kan man endelig se, hvad Barcarole har at byde på, når den er bedst - den har ellers ikke blomstret ret meget i 2017. Græsset i baggrunden er sølvaks/ stipa calamagrostis.

Mælkeklokke/ campanula lactiflora Loddon Anne er en smuk staude, men vælter altid. Derfor klippede jeg den totredjedele tilbage omkring starten af juni. Det hjalp dog ikke meget. Den væltede stadigvæk, var blot lidt lavere. I desperation klippede jeg den derefter helt til jorden, og nu står den med en nydelig blomstring i ca 80 cms højde.

Anemone x pradesh har jeg før vist på bloggen med stor fornøjelse. I dag er det dens lange blomstring, der imponerer mig Jeg har læst, at den som krydsning er steril og derfor skal formeres enten ved deling eller stiklinger. Min vigtigste opgave er dog først og fremmest at få den til at overleve vores fugtige vintervejr.

Oxalis vericolor sprang over blomstringen sidste år, fordi jeg glemte at tage den frem i lyset i tide. I år gjorde jeg den klar og begyndte at vande den i august. Den er lidt løs i væksten i vores vindue, sikkert fordi den får for lidt lys - den stammer nemlig fra Sydafrika ligesom massoniorum, der ses nedenfor. De ligner hinanden og er alligevel meget forskellige, synes jeg.


Jeg er så småt begyndt at sætte nogle af de planter i drivhuset, som skal overvintre der, f.eks. pelargonium schottii, og det ser ud, som om den nyder at komme væk fra det våde vejr. Den var begyndt at se lidt forhutlet ud.

Nerine Marnie Rogerson  nåede lige at springe ud, før krukkerne bliver samlet indenfor.

Den sidste plante er jeg muligvis den eneste, der synes er guf. Det er en lang og ranglet storkonval med navnet polygonatum zanlanscianense. Jeg har draperet den henover et lille, selvsået egetræ; men den kan nå en del højere op.

                       

torsdag den 12. oktober 2017

jeg giver op

De seneste dage har jeg villet lave et indlæg om det, der blomstrer i haven her midt i oktober; men i samme øjeblik jeg griber kameraet, begynder det at øsregne - det slår simpelthen ikke fejl. Derfor bliver dagens indlæg lidt i øst og vest alt efter, hvad jeg nu har fået med inden døre.

Disse to små høststenbræk/ saxifraga fortunei er alpine planter, som nok i virkeligheden passer bedre i et stenbed end et staudebed.


Hortensierne overser man ikke, og de er bestemt ikke blevet mindre iøjnefaldende nu, hvor blomsterne antager alle mulige nuancer af det blålilla.

Rosernes blomstring er i grunden utroligt lang. Munstead Woods blomstring beskrives som varende fra juni til langt ud på efteråret, og det er jo ikke spor overdrevet.

Pat Austin, Graham Thomas og Troika blomstrer også flittigt.



Sweet pretty sammen med oktoberstormhat

I næste uge må planterne på stenbænken nok vige pladsen til fordel for græskarhoveder.

Indkørslen

Søjletaksen er vi ikke helt enige om. Jeg synes, den bør skæres tilbage; men set fra denne vinkel passer højden rimeligt godt til omgivelserne, må jeg nok indrømme.

Kinesertræet/ koelreutia står sådan, at jeg kan fotografrere det fra havedøren i køkkenet. Sidste år mener jeg, det smed bladene, før de nåede at få efterårsfarver.

Actaea pachypoda har allerede stået længe med sine iøjnefaldende frugtstande. Som jeg husker det, bliver en del af dem hængende, indtil frosten gør det af med dem.

søndag den 8. oktober 2017

dyrke overraskelser i haven

- kan man vel ikke ligefrem; men i hvert fald kan man godt selv sørge for, at de forskellige årstider har noget afvekslende at byde på, og nogle gange kan gode, gamle kendinge heldigvis pludselig vise sig fra en ny og uventet side. For eksempel  læste jeg for et par dage siden  dette indlæg på Mumihaven, hvilket fluks sendte mig en tur om i skovhaven.

For lige til højre for buen i bøgehækken vokser vores akebia quinata, som efterhånden er en del år gammel og blomstrer flittigt hvert år. Og minsandten om ikke der hang en frugt på størrelse med et gåseæg nærmest lige oven over hovedet på os, når vi går forbi på stien. 

Nu er vi spændt på, om frugten lukker sig op ligesom den i Mumihaven.

Frugten er en ekstra bonus, for det er først og fremmest på grund af de smukke blomster i april-maj, at vi har planten.

Da jeg forleden formiddag inspicerede min frøafdeling, var der noget uventet blåt, der fangede mit blik.

Det viste sig at være den blå kløver/ parochetus communis, som havde sendt nogle ranker om på bagsiden af raftehegnet. Det er altid interessant at følge en ny plantes særheder, og jeg var ikke klar over, at kløveren nærmest bliver til en hængeplante, når den kommer lidt i vejret.


Overraskende synes jeg også, det er, at klokkeranken nu udelukkende blomstrer på nordsiden, mens sydsiden kun består af efterårsfarvede blade.
                            

Hvert efterår forbløffes vi, når vi går forbi den store buskvedbend/ hedera helix arborea og både hører og ser det mylder, der er af alle mulige, forskellige slags fluer. Blomsten er ganske uanselig, men må udsende en duft, der har en enorm tiltrækning på insekterne.



Den sidste overraskelse leverede Postnord i form af en mystisk lasagneæske med mit navn. Indholdet viste sig at være denne lille knold omhyggeligt pakket ind i fugtigt spagnummos. Det er et halvt år siden, at jeg forsøgte at bestille den, men forgæves, gik jeg ud fra, da jeg ingenting hørte tilbage, så jeg blev bestemt glædeligt overrasket.

Den skulle gerne udvikle sig til en dekorativ, ganske lav trillium (decumbens). Den beskrives som en omend sjælden så dog robust haveplante; men jeg har alligevel bestemt, at den skal starte i en potte.

tirsdag den 3. oktober 2017

bygevejr

 -er det udtryk, jeg foretrækker at bruge om vores vejr for tiden. Regnvejr er simpelthen for deprimerende, og ind imellem skinner solen da også. Vi har gudskelov ikke været i nærheden af de mængder regn, der er faldet i det sydlige Norge.

Campanula blue octopus har set ud, som om den var døden nær, men nu har den taget sig sammen og er begyndt at blomstre lidt. Jeg kan godt lide dens lavendelblå farve og den specielle form.

Penstemon Raven har jeg kigget an i løbet af sommeren. Blomsterne er smukke, men planten som sådan er lidt kedelig i mine øjne. Eden rose imponerer i år med mange flotte blomster på trods af al regnen. De har det ellers med at rådne i fugtigt vejr.
                                  
På cornus kousa China Girl hænger der stadigvæk en del af dens spændende frugter.

Den eneste af vores hortensier, der står i surbund, er også den eneste med røde blomster - mystisk.

Adagio er et forholdsvis lavt elefantgræs. Lige nu er aksene gyldne, men bliver snart hvide.

 Kinesertræ/ koelreutia med begyndende efterårsfarver.

Staudesolsikke helianthus Lemon Queen i selskab med græsser.

Glasbær / callicarpa

Oxalis massoniorum er ikke hårdfør, så den står i drivhuset og er lige sprunget ud - den stammer nemlig fra Sydafrika. I mine øjne et lille mesterværk med sine røde stilke og røde knopper.