lørdag den 18. november 2017

plantning af kamelia

Vores ældste kamelia (Les Jury) er blevet for stor til vinteropbevaring i drivhuset, som jeg tidligere har været inde på, og egentlig havde vi besluttet, at den skulle pakkes godt ind og tage chancen i læ af stuehusets østgavl; men efter flere ture rundt på matriklen blev vi enige om, at der var en god plads til den i skovhaven.

Den voldsomt tunge krukke blev bakset op på en sækkevogn, og så gik den besværlige tur ellers ad fliser, grus, brosten og grus igen; men da vi kom til skovhavens flisbelagte gange, gik alt i stå, fordi de er gennemtrukne af regnvand, og sækkevognens hjul gravede sig dybere og dybere ned. Derfor besluttede vi at smadre krukken, som i forvejen havde en revne.

Derefter blev planten bakset over på en solid sæk, som vi trak den rundt på stierne på. På næste billede holder den en velfortjent frokostpause.

Lidt i to stod den på sin nye plads. Søren havde i forvejen gravet et stort hul ud, og vores lerjord var blevet skiftet ud med en blanding af spagnum, kompost og bøgemuld. 

Til sidst dryssede vi et tykt lag nåle rundt over rødderne og fandt en fleecepose, som skal planten skal pakkes ind i, når nattefrosten bliver en realitet, hvilket  godt kunne gå hen og blive i starten af næste uge.

Vi synes selv, de skinnende, stedsegrønne blade passer godt ind i skovhaven.

Der er allerede to knopper, som er tæt på at springe ud; men vi skal jo nok ellers forvente, at blomstringen vil starte senere, end vi har været vant til.

Det morer mig hvert år, når julen begynder at lure i horisonten, at sammenligne min egen "opstilling" med andre bloggeres overdådighed. Jeg kan lige finde ud af at købe en flot julerose og finde en dekorativ krukke til den.

onsdag den 15. november 2017

mindst 10 blomster

I weekenden læste jeg et blogindlæg, hvor opgaven var at finde 10 blomstrende planter i haven. Den udfordring valgte jeg at tage op, og det stod hurtigt klart, at vores have må ligge i et meget mildere klima end de fleste bloghaver, jeg følger; for der er utroligt mange planter, som stadigvæk blomstrer her midt i november.  Det er jeg meget taknemlig for. Her kommer et udpluk.



Krybeklokke er ikke ligefrem min favoritplante, men her er den i godt selskab sammen med en sølvbladet cyclamen og det sorte slangegræs/ophiopogon.

På afstand kan fasanbuskens farverige frøstand sagtens forveksles med en blomst.

Man bliver altid klogere af at læse andres blogs. Nu ved jeg at salvien Black and Blue danner knolde ligesom dahlier, så den får lov at blive stående, indtil frosten tager pynten af den, og så bliver det spændende at se, hvad der åbenbarer sig under jorden.

              
 Rundturen i haven slutter for tiden uvægerligt i det behagelige klima i drivhuset hos de vintersarte planter, blandt andet blå kløver/ parochetus communis, rosenslynger/rhodochiton og klematis Freckles.


søndag den 12. november 2017

novemberindtryk

Kl. ni torsdag formiddag tog jeg et billede af tempeltræet, fordi det havde stået imponerende længe med sit gyldne løv. Lidt i tolv kiggede jeg tilfældigvis ud af stuevinduet, og da så træet helt anderledes ud - så hurtigt kan det gå, når blæsten rigtig tager fat.

                   

Clematis petit faucon, som kun bliver en meter høj, har gang i en lille genblomstring. Det slog mig, da jeg så billedet, at blomstens kronblade har samme facon som bladene på den kristtjørn, den holder til i.

Alissar, Princess of Phoenicia har ikke blomstret voldsomt i år, men har sandt at sige også haft hård konkurrence fra nogle nærgående dahlier. Louise Odier er efter min mening en af de smukkeste, pink roser, der findes.

Hjerteglød er et særdeles velegnet navn til disanthus cercidifolius. For 14 dage siden viste jeg den brogetbladede version. Dengang havde vi lige flyttet rundt på den grønbladede, og dens løv (den smule, der sad tilbage) var mørkegrønt. I dag til venstre kan man se, hvad planten kan byde på, når den bliver helt etableret. Når man sammenligner bladene på de to, synes jeg, at de har hver deres fortrin. 


Sensommerbedet har et ret så kaotisk novemberlook. Det skyldes især pilebladet solsikke, der stritter i alle retninger. Det kan den gule brøndsel/bidens aurea godt lide.

Allerede dens første vinter fik den flettede pil en hård behandling af rådyrene. Den har heldigvis overlevet fint, men flettet skinner ikke lige så gyldent som grenene.

En hortensia og et græs, der ikke bliver stort og dominerende, nemlig molinia caerulea dauerstrahl

Proportionerne snyder på det næste billede, hvor de gamle æbletræer får drivhuset til at ligne en miniature, selvom det er ganske gennemsnitligt af størrelse.

Den største camellia kommer ikke i vinterly i drivhuset i år. Den er blevet alt for tung og uhåndterlig, så vi har valgt at pakke den omhyggeligt ind og krydse fingre for, at den overlever.

Det næste billede viser surbundsbedet med bøgehækken som baggrund. Da vi forleden drak kaffe med en entreprenør, der havde leveret grus til vejen, og sad med denne udsigt, foreslog denne, at vi skulle fælde lætræerne. Det ville give en masse lys og vand til haven, og jeg tænkte straks, at det også ville spare os for en masse bøvl med nedfaldne blade og selvsåede ahorn og egetræer.

Men kan man virkelig tillade sig at fælde sådan en række flotte træer???

onsdag den 8. november 2017

Endnu en speciel frugt

I oktober blev vi glædeligt overrasket over at se en stor frugt i akebia quinata, og i går var det klokkerankens tur.

Planten kan lige nu fremvise alle stadier af blomstens udvikling, og det er første gang overhovedet efter mange år med klokkeranker, at vi oplever at se sådan en frugt.

Selvom vores plante i år startede sin blomstring tidligt, er det usandsynligt, at frøene når at blive modne.

Her kommer et link til et morsomt indlæg, som viser hvor fuldstændig vild og ustyrlig klokkeranken kan blive under optimale forhold.

Dette link kan fint bruges som overlæg til nogle linjer om gunnera, idet den største art, tinctoria, er kommet på EUs liste over invasive arter. Det kan jo godt undre os gunneraejere, som hvert år omhyggeligt vinterdækker planten for at sikre os, at den overhovedet overlever vinteren. At det alligevel ikke er ubegrundet, vidner beretninger især fra Irland og New Zealand om. Det skal dog siges, at den mest udbredte gunnera i Danmark er manicata, som indtil videre ikke vurderes som invasiv.

Hvis man alligevel er nervøs for, om ens gunnera vil gå amok, kan man nøjes med magellanica, som er et helt lavt bunddække. Den breder sig ganske vist med udløbere, men er alligevel nem at holde i skak.

Bladene er kønne og kan vel i formen godt minde lidt om kæmpebladene på de store søskende.


Mit nedlæg i dag bliver et billede af en anden nydelig bladplante, nemlig myosotidium hortensia, som  jeg såede tilbage i 2013. Den stammer fra Chatham Islands ud for New Zealand, og ligesom klokkeranken og den store gunnera er den ikke vinterfast her i landet, men i modsætning til de to andre "thugs/bøller", som nogen kalder dem, er denne plante nu desværre blevet en truet planteart på sit oprindelige voksested. Den får forglemmigej lignende blomster, men har ikke blomstret i år.

Tja, nogle planter har ikke blomstret i år, og andre har dannet frugter - mærkeligt.

søndag den 5. november 2017

sidste vers

- er der en del planter,der synger på. Noget nattefrost og så er det slut med mange blomster, blade og bær.

 












Faktisk har kurvebregnen allerede smidt håndklædet i ringen=bladene på jorden.

Heldigvis er der samtidig andre planter, der synger på første vers.