torsdag den 18. januar 2018

haven i dag

I dag startede jeg med en omgang migræne, og ovenpå den var det rart at tage en stille og rolig runde i haven, og det kom der et "ekstra" indlæg ud af. Jeg valgte at tage billeder med min makrolinse, som hedder Tamron SP 90mm F/28 1:1. Pr definition kan den selvfølgelig gå helt tæt på motivet; men faktisk er den også velegnet til portrætter og kan levere fine, detaljerede billeder på afstand. Man skal bare vænne sig til at zoome ud og ind med fødderne så at sige. Billedet af sensommerhaven tog jeg nok på ca 15 meters afstand.

Der er mange løg og småplanter, som er klar til forårsblomstringen, lige så snart vejret bliver lidt lunere. Cyclamen coum er en af dem; den står i ly under den formklippede, brogetbladede bukdsbom.


Et hjørne af det nyrenoverede staudebed med vortemælk/euphorbia ascot rainbow som den centrale figur. Det er en plante, som jeg bliver mere og mere glad for.

De fleste glasbærbuske er grå og kedelige nu; men en enkelt i køkkenhaven står stadigvæk med fine bær.


Ilex verticillata plantede vi ned i køkkenhaven for en uge siden, og allerede i dag har fuglene fortæret halvdelen af bærrene.

Vores januarvejr er det værst tænkelige med frost og tø, der skifter ustandseligt. Det er sådan set utroligt, at der stadigvæk kan findes roser med farve. Det er Eden, Hot Chocolate, Penny Lane, Mozart, rose de Molinard og Ghislaine de Feligonde. Men nu MÅ det da virkelig være slut.

Det skiftende og fugtige vejr er hård tobak for, hvad der ellers blomstrer lige nu. Vinteradonis har fået en beskyttende grangren, og det er tydeligt at julerosen i drivhuset befinder sig bedre end den, der er plantet ud i haven.


onsdag den 17. januar 2018

små stedsegrønne

Forleden havde Lisbeth et interessant indlæg, hvor hun bl.a. kommer ind på de små stedsegrønne planter med faste former, som især kommer til deres ret i vinterhaven. Dem har vi efterhånden en del af rundt omkring i haven, og dagens indlæg er en præsentation af nogle af dem. De har allesammen en del år på bagen og ser noget mindre ud, hvis man vil prøve at finde dem i planteskolen.

clematis petit faucon i ilex aquifolium myrtifolia

 Ligesom i det forrige indlæg starter jeg med kristtjørn. Den opstammede hedder Ilex aquifolium myrtifolia og er ikke er en dværgplante, men vokser langsomt. Den udviklede sig efterhånden til en uformelig busk, som fyldte for meget og bestemt ikke var nogen skønhedsåbenbaring. Gradvis dukkede der inde midt i rodet noget op, der lignede en lille krone, og så blev den stammet op - under protester i øvrigt fra Søren, som grundlæggende går ind for, at planterne selv skal have lov til at bestemme, hvilken form de skal have. Efter opstamningen har kronen udviklet sig naturligt uden mere beskæring, og vi nyder begge to, at der ikke er et skæmmende podested på busken.


Ilex crenata golden gem ligner umiddelbart en buksbom med de afrundede blade. Den kunne også godt formklippes på en eller anden måde, men har fået lov til at beholde sin naturlige form. Den står med nordsiden vendt mod bøgehækken og ret skyggefuldt om sommeren, hvilket sikkert har skabt dens i mine øjne fine, lidt åbne form og gjort, at det kun er de yderste, nye blade, der bliver gule. Den har lige fået et gulddrys, der gør den elegant og trækker den frem af anonymiteten.


En naturlig kugleform har pinus strobus "sea urchin". Den kræver fuld sol og et godt dræn for ikke at udvikle svamp. 

Små fyr med lange nåle er nok mine favoritter blandt de små stedsegrønne. Nogle af dem har et fantastisk farvespil, og så er der noget taktilt over dem - man får en næsten uimodståelig lyst til at lade hånden glide ned over nålene. Sådan er det både med "sea urchin" og den kompakte pensel/ silkefyr???  herunder, hvis navn jeg desværre ikke kender. Jeg halverer dens lys/tilvækst hvert år for at undgå at skulle flytte den.

topskuddet

Gul bjergfyr/ pinus mugo winter gold er også en dværgplante, og den lille bjergfyr lever helt op til sit navn, idet den bliver gul i den kolde periode og er anonymt grøn resten af året. 

Sidste år var der stor interesse på bloggen omkring den lillebitte pinus contorta Chief Joseph, som bliver endnu mere gul om vinteren end winter gold.

Desværre er den taget til de evige plantejagtmarker. Det skyldes nok dels, at planten har været for ung til at kunne klare konkurrencen fra naboplanterne, dels at jeg i foråret beskyttede den med grangrene for at undgå, at rådyrene skulle snuppe topskuddet, hvilket ikke gav den lys nok, og endnu værre blev det, da naboplanterne voksede op.
Det ville jeg nu ikke bare acceptere, så afløseren er allerede i hus og skal starte sit haveliv som krukkeplante. Den er betydeligt større end sidste års nuttede, lille pus, så jeg har masser af tiltro til, at det bliver en plante, vi får meget glæde af.


Blandt de små graner har jeg en forkærlighed for koreagran. Abies koreana cis udmærker sig med sin flade form, som giver den et særpræg i forhold til alle de kugleformede. De små skud ligner næsten små roser med dagens lette rimlag.


Abies koreana kohuts icebreaker er mere iøjnefaldende med de drejede nåle med sølvgrå underside. Den er en heksekost og derfor dyr i anskaffelse. Den  har masser af wow-faktor hele året rundt; men tænk hvis haven var fyldt med  planter som den og den gule Chief Joseph. Det ville se gyseligt ud. Det første billede viser de nye skud i juni.

De sidste billeder er fra i dag. Formen som sådan er temmelig ubestemmelig. Den er blevet beskrevet som en flad donut, og det passer vel nogenlunde godt, bortset fra, at det ser ud, som om den sætter et propellignende topskud af sted ude i siden af planten. Tiden må vise, om det skal klippes væk.

søndag den 14. januar 2018

Bær og frø

Ligesom med frugt er der nu til dags et forbløffende stort udvalg af buketter at vælge mellem her om vinteren, og jeg forstår udmærket de mennesker, der forsøder den grå vintertid med en smuk buket i ny og næ. Personligt er det dog mere planter på rod,  jeg bliver fristet af, og især hvis de kan plantes ud i haven. Et godt eksempel er Ilex verticillata/ virginsk vinterbær, som jeg fik uimodståelig øjenkontakt med i en lokal blomsterforretning kort før jul.

Træet trives godt i sumpede eller fugtige områder, og med al den regn, vi får i disse tider, synes jeg næsten ikke, vi har andet. Desuden fandt jeg ud af, at den skal have en mage for at  kunne producere de flotte bær. Sådan én - altså en hanplante - havde Jespers Planteskole, så den blev fluks bestilt og kunne afhentes i torsdags, selvom butikken var vinterlukket. Meget wow-faktor er der ikke over hanplanten, men det er også ligegyldigt, bare den opfylder sin opgave som bestøver, når den tid er.

Et umage par er de unægteligt. Spørgsmålet er, hvad man gør ved sådan nogle planter, man har købt i utide så at sige. Søren har nok ret i, at de ikke har godt af at bundfryse i potterne, så efter moden overvejelse plantede vi dem midlertidigt et beskyttet sted i køkkenhaven. Det regner jeg med kan fungere på samme måde,  som når gartnerne slår barrodede planter ind om efteråret.

Jeg havde forventet at finde fotogene bær i haven i dag, men enten har fuglene ædt dem, eller også er de faldet af. Den gule træpæon har dog stadig væk enkelte dekorative frøstande med de skinnende, sorte bær.

                                    

Også nogle få hyben kan man finde rundt omkring.

Så er der mere at komme efter på æblefronten. De sidste æbler lod vi ligge som tagselvbord til fuglene, som bestemt også har spist løs. Deres smag er tilsyneladende ganske menneskelig, for spiseæblerne er for længst spist op, og nu er det vardeæblet/bramley, der står for skud.

Dem, de sidst går om bord i, er boikentræets æbler, fordi de er hvinende sure og skal udsættes for frost for at blive attraktive.


Og nu til frø:
Ridderspore/ delphinium har jeg et lidt anstrengt forhold til, fordi det har været nærmest umuligt at få dem til at etablere sig. Sidste sommer blomstrede dog en gul version (sungleam), som jeg syntes rigtig godt om.  Da den er svær at opdrive og formentligt ville rådne i vores våde lerjord, overvintrer den i en potte et beskyttet sted.

Hvis den alligevel ikke overlever, har jeg købt frø af delphinium zalil//semibarbatum, som får lidt mørkere gule blomster - på nogle billeder er blomsten knap så svovlgul.
Delphinium. Zalil 20 seeds
https://www.nickys-nursery.co.uk/images/DE008.jpg

På posen anbefales det, at frøene, som er bittesmå, lægges i blød 2-3 uger, hvilket lyder vildt i mine ører. De hårde cyclamenfrø skal lægges i blød i 24 timer, frø af træpæonen rockii, som er store og hårde, er der nogle, der lægger i blød i en uge. På den baggrund kontaktede jeg firmaet for at spørge, om det virkelig kunne passe. Svaret lød, at iblødsætning fremmer spiringsevnen, mens der ingen kommentar var til antal dage. Nu har jeg valgt at følge anvisningen, idet jeg har puttet dem i et fugtigt kaffefilter og dernæst en tæt plastikpose og så afventer, hvad der sker de næste fjorten dage.

tirsdag den 9. januar 2018

Årets overraskelse

Mens årets overraskelse i 2015 var de imponerende blomster på magnolia grandiflora Goliath, var årets overraskelse i 2017 af en helt anden kaliber, nemlig snegle, og det er dem, dette indlæg er kommet til at handle om.

Indtil det tidlige efterår 2016  levede vi en lykkelig og sneglefri tilværelse; men pludselig en eftermiddag sad der en stor, ulækker snegl helt oppe på øverste trin af bagtrappen, da jeg åbnede døren, og da vi omhyggeligt tjekkede brostenene, fandt vi to små, grå tingester, som godt kunne ligne unger. Vi undrede os såre - hvad gjorde de på gårdspladsen, når det, de holder allermest af, er saftige, grønne blade? Senere det efterår fandt vi tre lignende tingester omme på grusvejen langt væk fra gårdspladsen.

I foråret 2017 fandt vi igen snegle omme på vejen - måske fem i alt - og alt var godt indtil Skt Hans aften, hvor vi fik et kæmpechok.  Bedst som vi hyggede os med et lille bål på møddingspladsen, fik vi pludseligt øje på, at kompostbunken vrimlede med ulækre, brune dyr. Vi fandt omgående et våben hver og gik i krig og dræbte omkring tres snegle, et ufatteligt stort antal sammenlignet med det, vi tidligere havde set.

Resten af 2017 bekæmpede vi sneglene det bedste, vi havde lært,  med daglige aftenrunder og brug af pandelygte og ferramol på sneglenes yndlingsområder. Nogle dage fandt vi ingen, andre dage et tocifret antal; men vi kom aldrig i nærheden af de tres igen. Nu ved vi, de er her, og er klar til kamp i 2018. Ifølge Kaj, som dyrker markerne omkring os, er sneglene der et stort problem, så en sneglefri tilværelse skal  vi nok ikke regne med at få tilbage, og det er trist at kunne se frem til, at aftenrunderne fremover kommer til at handle om at slå dyr ihjel.


Som om dræbersneglene ikke kunne være nok, så har de små med hus også formeret sig voldsomt, faktisk så voldsomt, at jeg i år agter at medbringe en dedikeret sneglespand, hver gang jeg arbejder i haven. Hvad jeg så vil gøre ved de snegle, jeg får plukket, har jeg ikke bestemt endnu.

Det siger nærmest sig selv, at jeg har støvsuget internettet for nyttige informationer om, hvordan man bedst bekæmper disse kedelige dyr. Hvad jeg fandt, og hvad jeg syntes om det, jeg fandt, må dog vente til et senere indlæg (måske).

Snegle er og bliver et trist emne, så jeg vil slutte indlægget med at omtale et positivt dyr, nemlig regnormen. Om aftenen i pandelygtens skær var det i efteråret et helt fantastisk syn, når regnormene stak deres overkroppe op over det fugtige græs og dansede deres stammedans. Vi ved jo, at regnormene findes i jorden og er uundværlige, men at de findes i et nærmest uendeligt stort antal, var jeg ikke klar over.  Jeg ville ønske, jeg havde taget et billede af de fantastiske dyr.

lørdag den 6. januar 2018

Januarblues

Mens jul og nytår var en både travl og hyggelig tid, har starten på det nye år for et havemenneske som mig været en deprimerende omgang. Selvom dagene efter sigende  er blevet længere, er her stadigvæk halvmørkt hele dagen, og haven har aldrig nogensinde før været så gennemtrukket af vand, at man nærmest skøjter rundt på græsplænen.

Derudover har jeg haft et problem med højre hånd. Når jeg på tabletten har læst blogindlæg fyldt med energi i form af lækre kavalkader fra 2017 og ambitiøse projekter for 2018, har min pegefinger simpelthen reageret med en automatisk swipebevægelse, som gør det plat umuligt at få lagt en eneste kommentar.

Blogindlæg har den også nægtet at producere. Mærkeligt nok virker den pludselig mere normal og samarbejdsvillig, når jeg besøger planteskoler på nettet, hvilket naturligvis kan skabe andre problemer. F.eks. har den totalt ignoret dårlige personlige erfaringer og  advarsler på nettet og nærmest tvunget mig til at bestille primulaen herunder for tredje (og forhåbentlig sidste) gang.

Okay solen skinnede da nogle timer i formiddags og gjorde det muligt at tage billeder af de sidste (og første) blomster i haven. Efter den kommende frostperiode er det garanteret endegyldigt slut med roser.  Dem, der har overlevet indtil videre, er Mozart, viridiflora, Ghislaine de Feligonde og Hot Chocolate.

Samt Penny Lane, Rhapsody in Blue, Eden og Louise Odier.

tirsdag den 26. december 2017

Julen 2017




 - vil næppe blive husket for sit smukke vintervejr, men Karstens korte indlæg fik mig alligevel mirakuløst op af sofaen og en tur ud i ruskvejret. Meget lys var der  nu ikke at gøre godt med, og efter kort tid begyndte det oven i købet også at regne.

Narcissus romieuxii ex julia jane har været så venlig at lade en enkelt blomst springe ud her i juleferien. Den står i mit "plunge bed", hvor jeg opbevarer potter med diverse løg, som nok vil rådne, hvis de bliver plantet ud i haven. Julia Jane skal tages op efter blomstringen og opbevares tørt i tre måneder, noget, jeg desværre er tilbøjelig til at glemme. I år har jeg virkelig tænkt mig at huske det.

Det er også liiige før, at troldnød springer ud.